Beskrivelse
Hyggeligt indrettet feriehus beliggende ved Kongsnæs Strand i gåafstand til stranden. Området støder op til Stubbekøbing, som er en af Danmarks ældste og mest charmerende købstæder med sine velbevarede smukke huse, en charmerende lystbådehavn og en lille færge der sejler til Bogø. Fra Bogø er der kun få minutter til Møn, hvor man kan se kunsthåndværkere, miniatureslottet Liselund eller evt. gå en tur ved Møns Klint. Den smukke natur på Nordfalster kan nydes på en køre- eller cykeltur, hvor det vil være oplagt at lægge vejen forbi det lille idylliske fiskerleje Hesnæs, hvor der dagligt landes friske fisk, som man har mulighed for at købe direkte fra fiskerbådene. Kort afstand til den smukke golfbane ved Virket (Falster Golfklub).