Tips til familieferie i Sønderjylland

Historisk og kulturelt er Sønderjylland en af Danmarks mest mangfoldige og særegne landsdele. Det er et område, der har skiftet ejerskab flere gange i løbet af de sidste hundrede år, og hvor bølgerne stadig går højt, når historie og identitet bliver diskuteret.
Med Sønderjylland menes de landsdele, der i 1920 igen blev genforenet med det danske kongerige, efter at have været under tysk styre siden 1864.
Denne region er særlig egnet som feriedestination i Danmark, da området b.la. har været knudepunkt for handel med hele verden - det afspejles i det sønderjyske egnskøkken, der er støbt af stolte traditioner og områdets gode råvarer.

Sønderjylland har i den grad noget at byde feriegæster på, og her vil vi gøre et forsøg på at belyse nogle af de ting, fra natur og vigtige seværdigheder i Sønderjylland til mad, som man absolut ikke må gå glip af i den sydlige del af landet.

Ferie Sønderjylland

Madoplevelser i Sønderjylland

Det sønderjyske køkken kan bedst beskrives som et fusionskøkken. På grund af områdets geografiske placering, og årene under tysk styre, produceres der i det sydlige Danmark madvarer, der ellers ikke ses andre steder. Især pølserne bærer præg af den tyske indflydelse. I årevis har man som sønderjyde uddannet sig til pølsemager i nabolandet.
Men det er ikke kun de spændende opskrifter, der udgør det sønderjyske køkken. Hvis der er én del af landet, der markerer sig på gode råvarer og fremstillingen af madvarer i høj kvalitet, er det Sønderjylland. Vi kan takke landsdelens mange producenter for både at værne om de stolte traditioner, men også for at finde nye innovative veje at fremme den særegne madkultur på.
Denne madkultur vinder stadig mere indpas i danskernes hjerter, takket være Sønderjyllands anerkendte kokke og gourmetrestauranter, der faktisk har givet landsdelen et af Danmarks bedste kulinariske tilbud. Her kan vi anbefale: 

  • Restaurant Knapp  - Tennevej 79, Stollig, 6200 Aabenraa, tlf. 74 62 00 92. 
  • Fakkelgaarden  - Fjordvejen 44, Kollund, 6340 Kruså, tlf. 73 67 83 00. 
  • Schackenborg Slotskro  - Slotsgaden 42, Møgeltønder, 6270 Tønder, tlf. 74 73 83 83. 
  • Restaurant Bind  - Fjordvejen 120, Sønderhav, 6340 Kruså, tlf. 74 67 88 22.
Sønderjysk kagebord

Det sønderjyske kaffebord 

Ethvert godt måltid rundes af med dessert, og vi kommer nok ikke udenom at skrive lidt til den søde tand om kaffebordet, selvom det i traditionel forstand nok nærmere er et måltid for sig, fremfor en dessert. Og det sønderjyske kaffebord er et kapitel for sig, ikke kun fordi der er kage involveret (!!!), men fordi historien bag har rødder i kampen om den danske identitet i Sønderjylland.
De dansksindede sønderjyder var selvsagt ikke specielt begejstrede for at være under tysk herredømme efter krigen i 1864. På trods af et forbud, mødtes man i forsamlingshuse, hvor man holdt møder og sang danske sange. Efter de tyske myndigheder fratog forsamlingshusene deres spiritusbevilling og man ikke længere måtte servere kaffepunch, begyndte man i stedet at mødes til kaffebord med kage. Det sønderjyske kaffebord består af 7 bløde, 7 tørre og 7 hårde kager.

I kan b.la. booke jer ind til et vaskeægte sønderjysk kaffebord på følgende steder: 

  • Gram Slot -  Slotsvej 54, 6510 Gram, tlf. 74820040. 
  • Folkehjem -  Haderslevvej 7, 6200 Aabenraa, tlf. 74 62 28 48. 
  • Hohenwarte - Siltoftvej 2, 6280 Højer,  tlf. 74 78 93 83

Familieferie i Sønderjylland

Hvad med Sønderjylland som destinationen for den næste familieferie? Landsdelen virker stadig fjern og ukendt for mange af os, men vi tøver ihvertfald ikke med at kalde den et slaraffenland af sjove og lærerige oplevelser.

Ringriderfesten er en fast sommertradition i Sønderjylland. De største fester foregår i Aabenraa og Sønderborg, hvor cirka 500 ryttere deltager i det imponerende optog. Tilbage i middelalderen dystede riddere mod hinanden på hesteryg til stor underholdning for adelen. I Danmark fik den mere karakter af en folkefest og vi skiftede med tiden modstanderen ud med en ring, der til at starte med har et hul på 22 mm i diameter og bliver mindre for hver runde. Den sidste ring er blot 7 mm i diameter. Den der kan spidde flest ringe med sin lanse, bliver udråbt til konge.

Skal I til naturskønne Als, er I nødt til at aflægge oplevelsesparken Universe et visit. Ideen med denne oplevelsespark var at skabe et sted, der kunne begejstre de unge for naturvidenskab gennem leg og sjove udfordringer. Bliv klogere på, hvad Universe har at byde på her

Universe Als

Ferie i Sønderjylland med fokus på natur

Også til natur- og friluftselskere byder Sønderjylland på lidt af hvert.
Et af de absolut mest forunderlige syn i naturen herhjemme er Sort Sol. Stærene samles hvert forår og efterår for at tanke op i insektlaver, for at være i form til den krævende yngleperiode. Når de mange fugle finder sammen ved solnedgang er de så mange, at de nærmest farver himlen sort. Deraf navnet ”Sort Sol”.

I forlængelse af snakken om kulinariske oplevelser i Sønderjylland, kan man passende anbefale Østerssafari i Vadehavet. Der er østers så langt øjet rækker, og I kan få lov til selv at fange dem og tage en hel sæk med hjem! Den anbefalede tid til østerssafari er midten af oktober til udgangen af april. 

Vadehavet udgør et af verdens allervigtigste vådområder. Vadehavet kendetegnes ved at vandet to gange dagligt flyttes frem og tilbage (også kendt som ebbe og flod). Vadehavet, der har en afgørende betydning for 12-15 millioner fugle, er en del af et 500 km langt tidevandsområde, der strækker sig fra Blåvandshuk til hollandske Den Helder, og er siden 2014 på UNESCO’s verdensarvsliste. Læs mere om den fascinerende Nationalpark Vadehavet – det er i højeste grad et besøg værd!

Nationalpark Vadehavet

Ribe – Danmarks ældste by

Med lidt over 8000 indbyggere i 2017 er Ribe ikke en særlig stor by, men hvad den mangler i størrelse, kompenserer den for i sine smukke brostensbelagte gader og historiske vigtighed. Ripenserne er stolte af at kunne kalde Danmarks ældste by for deres hjemstavn.
Der er masser af seværdigheder at komme efter i Ribe, her er den mest nævneværdige og kendte nok Ribe Domkirke, som fra lang afstand definerer det ellers flade landskab. Kirkens opførelse startede i midten af 1100-tallet og stod færdigt omkring 1250.  Turen op i det 50 meter høje tårn kan varmt anbefales, da I her får en fantastisk udsigt over byen, engområderne og marsklandet.
Museet Ribes Vikinger fortæller gennem unikke arkæologiske fund og udstillinger Ribes historie fra begyndelsen af 700-tallet og frem mod middelalderen.  Rækker det visuelle ikke, kan I få en autentisk oplevelse i Ribe VikingeCenter, hvor vikingerne stadig lever i bedste velgående, præcis som de gjorde dengang.   

Man kan ikke tale om seværdigheder i Ribe uden at tale om Ribe Kunstmuseum, et af landets ældste kunstmuseer, hvis unikke facade fra 1864 i røde mursten og lyse sandstensbånd i sig selv er en attraktion.
Området og i særdeleshed museumshaven , der i 2010 fik et stort make-over, udgør et af Ribes flotteste og mest fredfyldte områder. Parken er ideel til en hyggelig eftermiddag med picnic og fodring af ænderne. Inde i museet venter jer en ikke ubetydelig samling af dansk kunst fra 1750-1950. Børn under 18 år kommer gratis ind, mens en voksenbillet koster 75 kr.

Ribe Domkirke

Eventyrlige slotte i Sønderjylland

Danmark ligger jord til mange smukke, spændende og romantiske slotte og slotshaver. Når man vandrer rundt i de smukke eventyrlige haver, føler man sig hensat til en helt anden grandios tid. Det gælder i særdeleshed i Sønderjylland, at man året rundt kan snuse til magien og eventyrligheden.

Tag for eksempel Schackenborg Slot, der ligger i Møgeltønder. Godset er på 1031 hektar og bygningerne har prydet landskabet med den flotte barokstil siden midten af 1600-tallet. Hele året er der mulighed for, at komme med på guidede ture på slottet.

Og apropos eventyr: Hvis kun der er tid til at besøge ét slot i Sønderjylland, må det være Gråsten Slot. Det var under sit ophold her i 1845 at H.C. Andersen skrev ”Den lille pige med svovlstikkerne” færdig.
Staten gav i 1935 slottet i bryllupsgave til det daværende Kronprinspar (senere Kong Frederik 9. og Dronning Ingrid). I dag tilhører det Dronningen, der fortsat benytter slottet som sommerbolig.
Den engelske landskabshave, anlagt af dronning Ingrid, udgør slotshaven. Den er åben for publikum, når kongefamilien ikke er der. Her finder man bl.a. Prinsessernes Legehus, som er det sted, hvor de tre prinsesser Margrethe, Benedikte og Anne-Marie legede i deres barndom.

Gråsten Slot

Hyggelig ferie i Sønderjylland

Danmark er blevet verdenskendt på hygge-konceptet. De naturskønne omgivelser i Sønderjylland danner uden tvivl rammen om den perfekte hyggetur.
Mulighederne for, at leje et sommerhus i Sønderjylland er også stort. Både langs kysterne, inde i landet og på øer i det sønderjyske område, udlejes der feriehuse og ferielejligheder året rundt. 

Ønsker I lidt mere fokus på wellness i sommerhuset, har vi her udvalgt en håndfuld sommerhuse, der kan hjælpe med at sparke hyggen igang. Disse sommerhuse tilbyder dejlige facilieter som f.eks. udendørs spa eller vildmarksbad. 
Sønderjylland er smukt og unikt. Uanset alder og interesse, er vi overbeviste om, at I vil kunne få sammensat den ideelle ferie i denne del af Danmark. Vi håber, I kunne finde noget ferieinspiration her. Nu handler det bare om at finde det rette sommerhus og komme afsted!

Ferie i Sønderjylland