search

Feriehuse i Prag

Når der tales om at holde ferie i Tjekkiet, så er noget af det første de fleste tænker på, hovedstaden Prag. Byen er blandt de mest populære storbyer i Europa, fordi her er så meget at opleve, i den overskuelige by. Prag er måske en af Europas smukkeste (og billigste) storbyer. Byen ligger på begge sider af floden Moldau og er på UNESCOS Verdensarvsliste. Nyd den helt særlige atmosfære i den gamle bydel Staré Mésto, hvor smukke, velbevarede bygninger ligger side om side langs de hyggelige gader og stræder. De mange arkitektoniske stilarter i byen, vidner om de skiftende kulturelle påvirkninger byens historie rummer. Der er masser af verdensberømte seværdigheder i Prag, men når I har oplevet den gamle bydel, Karlsbroen og Jødemuseet, kan det godt betale sig, at gå på opdagelse i sidegaderne og de nærliggende kvarterer. Her leves livet af de lokale. I kan både opleve spændende bohemekvarterer, et sprudlende natteliv og masser af spændende restauranter, værtshuse og spillesteder. Der findes masser af parker og grønne pletter i Prag, som flittigt bruges af de lokale indbyggere. Tag et tæppe under armen og nyd et par afslappende timer i det grønne. NOVASOLs ferieboliger i Prag, ligger både direkte i centrum og i forstæderne.

Ferie i Prag

Seværdigheder i Prag 

Der er rigtig mange ”must sees” i Prag. En af de mest berømte er Karlsbroen, der forbinder de to bydele Staré Mésto og Malá Strana med hinanden. Den gamle stenbro er over 650 år gammel og betagende smuk. Når I nu er ved Karlsbroen, så gå et par trin ned, og besøg den lille ø Kampa, der ligger som et lille åndehul, hvor tiden står stille. I bør også ligge vejen forbi Prags Borg, som egentlig består af mange bygninger, hvor en del er seværdigheder i sig selv. Over 70.000 m2 hvor I bl.a. finder St. Vitus Katedralen og St. Georges Kirken samt mange andre spændende bygninger. I må endelig ikke snyde jer selv for et besøg i den jødiske bydel Josefov. Oplev den jødiske ghetto og mærk den særlige, og til tider skræmmende, historie stedet rummer. Besøg det store fødevaremarked Havelska, der ligger i centrum eller det sjove marked i Kolbenova, hvor I kan købe alt mellem himmel og jord (undgå dog kopivarer – det kan blive en dyr fornøjelse i tolden). Der er masser af se og give sig til på en ferie i Böhmen, det er bare om at komme af sted!

Mad og drikke i Prag 

Hvis I vil have en festlig aften i Prag, er pubben U Fleku et godt sted at starte. Her er en skøn atmosfære og I kan både spise klassiske retter og smage den hjemmebryggede øl, mens I lytter til levende musik. I det hele taget er man glad for øl i Tjekkiet, så langt de fleste steder, kan I få koldt, frisktappet øl, der smager rigtig godt. Maden er typisk lidt tung og baseret på enkle råvarer som kød, rødbeder og kål. En hel traditionel ret er Knødler, lavet af kød eller brød.  Man kan dog også finde både sushi, vegetar og gourmetrestauranter i Prag. Undgå at sætte jer midt på de største torve for at spise. Prisen afhænger af efterspørgsel og det er ofte dyrest nær de store seværdigheder. 

Attraktioner i Prag

Kunst og kultur i Prag

Prag er en kulturel perle – udover masser af spændende museer bl.a. Franz Kafka Musset - kan I også opleve det verdensberømte teater Laterna Magika. De fantastiske multimedie forestillinger kan ikke undgå at berøre jer og selvom I er i Tjekkiet, kan I sagtens følge med. Forestillingerne er nemlig baseret på dans og pantomime. Husk at bestille billet i god tid – forestillingerne er næste altid udsolgt. Prag har også et rigt musikliv, nyd f.eks. en af de mange klassiske koncerter i Prags smukke sale, eller besøg en af jazzklubberne byens centrum. Efter en dag fuld af oplevelser og god mad, går turen tilbage til jeres feriebolig i Prag eller omegn. Her kan I slænge jer i sofaen eller nyde et glas vin sammen og runder dagen af. De private omgivelser i en feriebolig sikre, at I får ro og plads til at slappe af, inden det går løs med masser af nye indtryk dagen efter. 

Prag for børn

En feriebolig i Prag er det perfekte valg for børnefamilien, som gerne vil opleve Den Gyldne Stad. Her er plads til at røre sig og byen har masser af seværdigheder og arrangementer specielt rettet mod de små poder. I Prag har børnene deres helt egen ø. Kun få hundrede meter syd for Karlsbroen ligger Destký Ostrov – Børneøen. Her finder I en kæmpe fantasi-legeplads og på varme dage et soppebassin - og det er ganske gratis. Skulle der være en dag med dårligt vejr, er et besøg i det store badeland Aquapalace altid et hit. Det er stort og lækkert, med alt hvad man kan forestille sig af rutsjebaner, saunaer og kurbade. Husk at sauna i Tjekkiet ikke er kønsopdelt. I kan også besøge Prag Zoologiske Have i den smukke Troja-dalkedel, hvor græsmarkerne går over i klipper og store vandarealer. Her finder I underholdning til mange timer mellem de eksotiske dyr. Endelig ligger et af verdens største legetøjsmuseer i Prag, med en imponerede samling legetøj fra hele verden.

Prag Slot

Sådan kommer I rundt i Prag

Næsten alle seværdigheder ligger i gåafstand fra centrum, så det vigtigste at pakke i kufferten, er nogle gode sko. Skal man udenfor centrum, kan man benytte metroen, de fine gamle sporvogne eller bybusserne til meget overkommelige priser. Det er heller ikke dyrt at køre i taxa, men pas på ikke at blive tage ved næsen. Endelig er der mulighed for at deltage i guidede cykelture eller tage en bådtur på Moldau, hvor I får set mange af de smukke bygninger fra vandsiden.

Prag er en ualmindelig let by at holde ferie i, befolkningen er hjælpsom og når I bor i en NOVASOL feriebolig, er naboen ofte lokal og giver gerne gode råd.