Den lille by Bublava ligger tæt på grænsen til Tyskland og den tyske by Klingenthal. Få vil nok modsætte sig den påstand, at byen er placeret i Erzgebirges skønneste område. På bjerget Oloveny vrch (802 m.o.h.) er der flere liftanlæg og på den østlige side finder man et offentligt tilgængeligt område med tre lifte. Området har én let og to middelsvære pister.
Skiløberne kan købe middagsmaden i det lokale cafeteria og skiskole & service tilbydes på stedet. Den passende mængde af sne sikres gennem et kunstsneanlæg, hvis vejrguderne ikke selv er leveringsdygtige. De meget romantisk anlagte kan køre ”arm i arm” på belyste pister ved aftentide.
I retning af Stribrna finder man et andet terræn med to lifte, én rød piste og én blå. Et skipas for voksne, ugekort, koster ca. 1.500,- tjekkiske kroner (ca. DKK 400,-) og for børn ca. 1.000,- (ca. kr. 263). Dagskort koster ca. 300,- tjekkiske kroner (ca. DKK 80,-)
Aktuelle informationer på stedet.

I omegnen af Spindleruv Mlyn findes der dog flere interessante muligheder for at tumle sig i sneen. Særligt hvis man ønsker at undgå meget befolkede områder, er Benecko, det højest beliggende område i den vestlige del af Riesengebirge, at anbefale. Områdets beliggenhed på den sydvestlige del af bjergkæden medfører desuden de fleste solskinstimer i området. Udover de mange solskinstimer byder området på særdeles gunstige forhold for en aktiv skiferie - otte pister af varierende sværhedsgrad, nogle af de skønneste langrendsløjper i Riesengebirge og selvfølgelig lysmaster og snekanoner, så dagene og sæsonen kan udnyttes fuldt ud. En særlig attraktion i området er kørsel med hestespand eller hundeslæde gennem det sneklædte terræn.
Mellem Vrchlabi og Spindleruv Mlyn ligger skiområdet Herlikovice, som ligeledes tilbyder pister i alle sværhedsgrader. Stoleliften i området giver desuden mulighed for nemt at komme til langrendsløjperne i Benecko.

Vrchlabi, ca. 12 km fra Spindleruv Mlyn, er endnu et ideelt skiområde. Udover pister og løjper er der herfra skibus til andre skicentre i nærheden, så I kan få lidt luftforandring og mulighed for at afprøve et andet skiterræn og nyde en anden udsigt. Som i størstedelen af de andre områder er der også her mulighed for at leje alt tænkeligt udstyr.
For rigtige vintersportsentusiaster, og andre nydere af det hvide element, er Spindleruv Mlyn og omegn svært at komme udenom!