I ly af Norges højeste fjelde og ved foden af Jotunheimen Nationalpark finder vi Jotunheimen Lemonsjø Alpinsenter. Nærmeste mindre by er Vågå, beliggende midt imellem Oslo og Trondheim. I alpincenteret har der flere gange været arrangeret mesterskaber i både telemark og alpint og har et perfekt tilbud til snowboardere, med områder som tilfredsstiller og udfordrer både nybegyndere og eksperter.
Højdeforskellen på pisterne er 390m og længden er ca. 1.400 m. Her findes fire forskellige nedkørsler, som passer alle, fra nybegyndere til eksperter. Derudover findes her fantastiske områder for off-piste, både over og under trægrænsen. For snowboardere er her en terrænpark med halfpipe. Udover de præparerede alpinbakker har skicentret et stort udvalg af præparerede langrendsløjper, både i skovterræn og på fjeldet.

Man har heller ikke glemt de yngste. Her findes egen børnebakke for dem samt børnedage med leg og undervisning i sneen. I løbet af vinteren arrangeres også forskellige arrangementer for store og små. Foruden de nævnte skimuligheder byder Lemonsjøen på udfordrende aktiviteter som isklatring, snerafting, kælketure og udlejning af snescooter. Vågå er desuden nationalt center for hanggliding og paragliding.
Bygden Vågå har gennem årene været gode til at tage vare på gamle traditioner indenfor mad, musik, dans og håndværk. Vi anbefaler, at du for eksempel besøger kirken i centrum af bygden samt Valbjør Gard (med gårdbutik), som har rødder tilbage til vikingetiden.