Ålesund er efter manges mening Norges smukkeste by. I 1904 raserede en omfattende bybrand store dele af bebyggelsen, ødelagde over 800 bygninger og gjorde ca. 12.000 mennesker hjemløse. Da byen atter blev genrejst, byggede man den i tidstypisk jugendstil. I dag kan man spadsere gennem Ålesund og beundre de mange flotte facader, små tårne og fantasifulde ornamenter.
Ålesund ligger direkte ved havet og er omgivet af talrige øer og fjelde. Byen og området byder på en mængde seværdigheder. I Atlanterhavsparken er akvarierne bygget direkte ind i kystnaturen og giver et pragtfuldt indblik i havets og fjordenes undersøiske verden.
Seværdigt er også fiskemarkedet i Ålesund, hvor du kan købe fersk fisk og ferske krabber. Fra centrum fører en sti med 418 trappetrin op til udkigspunktet Aksla, som i klart vejr byder på en god udsigt ud over mange af øerne, holmene og skærene som præger Møre og Romsdal.
Fra medio april til medio september har du mulighed for at tage på en dagsudflugt med færgen Hurtigruten gennem Storfjorden, Synnylvsfjorden og Geirangerfjorden til byen Geiranger; efter en kort visit her, vender skibet tilbage til Ålesund.