Frankrigs historie

• 987: Hugo Capet kronet til konge. Den franske nationalstats begyndelse.
• Frem til det 16. århundrede: Det franske monarkis kamp om at udvide kongemagten til hele Frankrig. Hovedmodstanderen England herskede i den høje middelalder over store dele af Frankrig (Normandiet, Sydvestfrankrig).
• 14. århundrede: Første højdepunkt for den franske kongemagt symboliseres ved at pavens hovedsæde flyttes til Avignon på grund af pres fra Frankrig. Nedgang under hundredeårskrigen (1337 – 1453) mod England og Bourgogne. Tidlig udpræget fransk nationalfølelse (Jean d´Arc fra Orléans 1428/1431)
• Slutningen af det 15.århundrede: Efter Bourgognes undergang udvides monarkiets magt mod øst (Bourgogne) og sydøst (Provence).
• Ca. år 1500: Modsætningerne mellem Frankrig og Habsburg bliver tydelige. Habsburgernes etablering i både Holland og Spanien blev anset som en dobbelt trussel. Modsætningerne fører til krigsskuepladser flere steder (Italien, Spanien, indgreb fra Frankrig i religionskrigene mellem de tyske stater frem til 30-års-krigen og spanske krige om arvefølgen).
• 1494-1516: Krige i Italien og religionskrige mellem de franske regioner (fra 1562) forhindrer statens konsolidering. Dette lykkedes først i begyndelsen af det 17. århundrede og specielt under den ledende minister Ludvig XIII´s, kardinal Richelieu.
• 1661 - 1715: Under Ludvig XIV er Frankrig den mest folkerige stat, samt den politiske og kulturelle stormagt i Europa. Indlemmelse af Alsace og Lorraine.
• Det 18. århundrede: Forsøg på at danne et eget kolonirige. Nederlag til England i Nordamerika. Støtte af amerikanerne i uafhængighedskrigen.
• Fra 1789: Den franske revolution førte ikke bare til store omvæltninger i samfundet, men mobiliserede også kræfter, som lod Frankrig under Napoleon blive den enerådende faktor på det europæiske kontinent.
• Fra 1814/1815: Frankrig forbliver en ledende nation i Europa, også efter Napoleons nederlag. Der opbygges et nyt kolonirige (erobring af Algeriet 1830-1847), Indokina og store dele af Central-, Vest- og Nordafrika i den sidste tredjedel af det 19. århundrede.
• 1852 - 1871: Det 2. Kejserriges (Napoleon III) indgriben i europæiske forhold: krimkrig mod Rusland sammen med England 1853/1856, sejer over Østrig i 1859 og bidrag til national enhed i Italien.
• 1870/1871: Frankrigs nederlag i den tysk-franske krig. Begyndelse på en 75-år lanf periode med stærke tysk-franske modsætninger.
• 1871 - 1940: Begyndelsen på den III. republik frem til første verdenskrig. Målsætning: at genvidne Alsace- og Lorraine-områderne som blev tabt i krigen 1870/71. Versailles-aftalen; Frankrig som politisk og militær stormagt på det europæiske kontinent. Samtidig stærk position i folkeforbundet. Det tysk-franske politiske ønske om gensidig forståelse varer ikke ved (Briand/Stresemann, Locarno-pagten af 1925).
• 1940-1944: Under anden verdenskrig besættes den nordlige del af landet og Atlanterhavskysten af den tyske ”Wehrmacht” (slutningen på den III republik). I de ikke-besatte landsdele oprettes ”Etat Franais” under marskal Pétain med hovedsæde i Vichy.

Befrielse i sommeren 1944. General de Gaulle som afgørende politiske skikkelse.

• 1946 - 1958: IV. republik: splittelse af de politiske kræfter indenfor det parlamentariske system. Koloniale prioriteter (krig i Indokina 1946 – 1954, krig i Algeriet 1954 – 1962). Begyndelse på en politik som efterstræber en hurtig europæisk integration (Robert Schumann, Jean Monnet). Frankrig hører til medlemmerne bag oprettelsen af FN, NATO, Europarådet og EF (senere EU). Den IV. Republik mislykkedes på grund af Algeriet-problematikken. De Gaulles genvinder magten i 1958.
• Fra 1958: Ny konstitution (04.10) og begyndelse på den V. republik. Præsidentregime med stærk eksekutiv. Udenrigspolitik rettet mod stadig øget uafhængighed (oprettelse af en uafhængig atommagt, ud af NATO i 1966; tidlig diplomatisk anerkendelse af Folkerepublikken Kina, åbning mod Østeuropa). Kontrakt om tysk-fransk samarbejde (Elysèe-traktaten). Traktaten om det tysk-franske samarbejde (Elysée-traktaten) af den 22.01.1963 indleder et tøt samarbejde og konsultation mellem Frankrig og Tyskland. Dette bliver ”motoren” i den europæiske enhed. Afgørende bidrag fra Frankrig til udvidelse af EF/EU under præsident Giscard d’Estaing (!974-1981), Mitterrand (1981-1995) og Jacques Chirac. Udvidelse af EU med 10 stater i Øst- og Sydøsteuropa fra den 1. maj 2004 fører til diskutioner om Frankrigs rolle og indflydelse indenfor EU.