Sjælland er først og fremmest kendetegnet ved sin smukke og velbevarede natur, og overalt har du mulighed for at kombinere naturoplevelser med kulturoplevelser. Dertil kommer, at der fra alle egne af øen ikke er langt til Københavns mange attraktioner og seværdigheder.

Nordsjællands lange kyststrækning gør området ideelt til badeferie, ikke mindst ved Gilleleje, Tisvildeleje og Liseleje. Nordsjælland og Vestsjælland er adskilt af Roskilde Fjord og Isefjorden, og historisk set bærer dette naturskønne fjordområde præg af de mange vikingeskibsfund og stenalderbopladser.
Nordvestsjælland er berømt for sit særprægede landskab, fyldt med kontraster: frodige marker, klitter, stejle klinter og smukke bøgeskove. Med vand på tre sider har specielt den nordlige del - Odsherred - et helt unikt lys, der tiltrækker mange kunstnere, hvorfor området også byder på mange spændende gallerier.
Dertil kommer badestrandene, der regnes blandt de bedste i Danmark.