Arriving on a Saturday will increase the number of available properties

Larnaca

Størstedelen af Cyperns feriegæster danner sig deres første indtryk af øen i byen Larnaca, da de fleste fly lander her og ikke i Paphos, som man ellers kunne formode det. Larnaca er et berømt valfartssted for både kristen og muslimer. Efter at Jesus havde vækket Lazarus til live efter hans død boede han her i havnebyen, hvor han blev indsat som byens første biskop. Den imponerende Sankt Lazarus Kirke, der blev opført i det tiende århundrede, er et storslået eksempel på Cyperns byzantinske arkitektur. Palmetræerne langs den flotte strandpromenade er med til at give promenaden sit elegante præg. Marinaen er et træfpunkt for lystsejlere fra hele verden. Ca. 5 km uden for Larnaca, i retningen mod lufthavnen, er Hala Sultan Tekke-moskéen opført i 1816 på det sted, hvor profeten Mohammeds plejemor efter sigende døde og ligger begravet. Moskéen ligger omgivet af en herlig oase af palmetræer og cypresser ved bredden af en saltsø, der samtidig er et yndet vinterkvarter for flamingoer og andre trækfugle.

 

I det kuperede landskab rundt om Larnaca venter jer eventyrlige landsbyer med mange traditionelle huse, som også er til udlejning. Den berømte landsby Lefkara med sine smalle gader og stræder samt sine stenhuse med røde tegltage er muligvis den mest maleriske af dem alle. Landsbyen er verdenskendt for sine broderi- og filigranarbejder. Ifølge legenden besøgte Leonardo Da Vinci stedet og købte en alterdug med hjem, som han senere forærede til katedralen i Milano.

 

I Choirokoitia ligger et af det østlige middelhavsområdes mange arkæologiske udgravningssteder. Det er en af de mest velbevarede forhistoriske bosættelser ved Middelhavet og er af samme grund optaget på UNESCO's verdensarvsliste.